Platons værker behandler mange temaer, men en fællesnævner er spørgsmålet om det gode. Hvad er det bedste, en person eller et samfund kan opnå, og hvordan hænger det sammen med det absolut gode? En grundtanke er, at venlighed kan forstås som dyd eller evne (arete). En god person er en person, der besidder den eller de passende dyder. Dyd er ikke en tilfældig psykologisk tilføjelse, men selve strukturen i ens sjælekonstitution. Lykke (eudaimonia) afhænger i sidste ende af dyd og retfærdig dyd.
I Platons dialoger udvikles forskellige teorier om, hvad og hvor mange dyder der er, og hvordan de adskiller sig. En tilbagevendende tanke er, at dyd enten er viden eller afhænger af den. Viden skal her forstås som en indsigt i, hvad der er godt, en indsigt, der grundlæggende former ens egne tanker og handlinger. Spørgsmålet om, hvad der er godt, er derfor også et spørgsmål om uddannelse (paideia). I nogle af Platons dialoger (f.eks. Protagoras) hævdes det, at al dyd er viden. I andre dialoger præsenteres dyd på en mere varieret måde. Et så mere komplekst billede tegnes i dialogen Staten, hvor karakteren Sokrates argumenterer for, at sjælen består af tre hoveddele. Fornuften er den højeste af dem og bør herske over det hele. Fornuftens dyd er visdom.
Okuma: Hvem er platon
Menge erfaringer viser os dog, at vores sjæl (forstået som vores psykologiske apparat) ikke kun består af fornuft. Vi befinder os ofte i konflikt med os selv, og det er kun muligt, fordi vi er lavet af mere end én ting. I Staten hævdes det, at den menneskelige sjæl består af tre hoveddele: fornuft, thymos (iver eller selvværd) og appetit. Et levende eksempel: En ung athener er på march. Vejen er lang, landskabet er tørt og solen er varm. Hver soldat bærer en kantine med vand. Vores mand er desperat tørstig, og hans appetit får ham til at hælde hele flasken her og der. Thymos skammer ham imidlertid over at tro, at både han og hans kammerater på marchen ville se ned på ham for en sådan svaghed og mangel på disciplin. Tværtimod advarer Thymos om, at han ikke skal røre flasken, før de ankommer til fæstningen om aftenen. Fornuften kommer så til syne og ser, at både at drikke alt vandet nu og slet ikke røre vandet er urimeligt. I et tilfælde mister du din selvkontrol og går uden vand resten af dagen. Ellers vil du sandsynligvis besvime, før du når lejren. En fornuftig løsning, der tager højde for alle relevante faktorer, er en kontrolleret og passende portionering af vand i løbet af dagen, så du kan udføre dit arbejde bedst muligt.
Kort opsummering: Appetitten ser lyst og lyst. smerter og ubehag undgås. Thymos ser det ædle og smukke og ønsker at undgå det basale og skamfulde. Fornuften ser det gode – helheden – og ønsker at undgå det dårlige. Fornuften bør herske blandt dem. Men alle sjælens tre grundlæggende funktioner har deres rolle i et godt menneskeliv.
Ayrıca bakınız: Ekskæreste fortæller om de to drabssigtede i Mia-sagen: &039De er bedste venner&039 | BT Krimi – www.bt.dk
Den grundlæggende analogi i Staten er den mellem bystaten (politiet) og individet. Ligesom hver enkelt sjæl består af et hierarki med tre niveauer, gør opdelingen af staten i klasser og funktioner det samme:
Sjæledel
Dyd
Politisk Klasse
p>
Ayrıca bakınız: EM Fodbold 2021: Den store guide til dit EM ⚽🏆
Objekt
Begrundelse Visdom (Sofia) Leder Sandhed Thymos Courage (Andreia) Værge Ære Appetit Serenity (Sofrosyne) Producent Mad, drikke, sex
Dyd Retfærdighed er den harmoniske helhed af visdom, mod og sindsro. Den visdom, som ledere skal have, er den filosofi, der står for det. Ud fra dette kan vi se, hvorfor Platon får Sokrates til at sige, at indtil enten de politiske ledere bliver filosoffer eller filosofferne tager kontrol over samfundet, vil det menneskelige gode fortsætte med at undvige os.
Det politiske regime er så vigtigt, fordi individets psykologiske forbedring og godhed er radikalt afhængig af det miljø, hvori man er socialiseret. Ethvert individ er målet for politik: En god og glad by er kun en by, hvor indbyggerne har det godt og glade. Og socialisering i eksisterende samfund bidrager i høj grad til korruption af individer i stedet for at forbedre dem til at blive så gode som muligt baseret på hver enkelts egenskaber og potentiale. Dette sker gennem mimesis, som i denne sammenhæng i sidste ende kan forstås som imitation. Et kunstværk eller et kulturelt udtryk, fra musik til poesi, fra teater til arkitektur, er på forskellige måder en mimesis af en følelse, karakter eller handling, der påvirker publikum og kunstnere på måder, som de selv ikke er klar over har kontrol over. I eksisterende samfund er denne indflydelse stort set uheldig, fordi den sætter tankegange, reaktioner og prioriteter i individets sjæl, som hverken er ædle eller passende. Hvert styresystem påvirker typisk folk i sin egen karakteristiske retning.
Indtil den perfekte form for politisk styreform er realiseret, falder de eksisterende regimer i fire typer, der hver repræsenterer et fald af den tidligere type.
- Timokrati (Time: Ære). Dette regime opstår, når idealet styret af de bedste svigter. Fejlen er, at fornuften ikke længere er optimalt formet, og dermed bliver ære og embede vigtigere end virkelig informeret regering. Adel værdsættes stadig højt, men uden ordentlig regulering.
- Oligarki (oligos: få). Her er fokus flyttet til jordiske goder og muligheden for at sikre sig mere end sin retmæssige andel. Faldet skyldes en udhuling af de gamle adelsidealer til fordel for begærlighedens ønsker.
- Demokrati (demos: folket). Nå, alle etablerede standarder er gået i vasken til fordel for individets frihed til at gøre, som de vil. I demokratiet finder man individer, der kan stå for værdierne af henholdsvis oligarki eller timokrati, men uden et lige så solidt fællesskab.
- Tyranni (tyrannos: tyrann). Den ustabile mangfoldighed tillader en person at lade sine egne ønsker og ønsker diktere hele statens virke. Borgerne bliver slaver. Ved at bruge demokratiets platforme til at etablere sin magt, finder tyrannen sig selv fanget i et valgspil mellem ruin og yderligere brutalitet i en nedadgående spiral.
Platoniske dialoger er ofte særligt nærværende kritiske argumenter. imod demokratiet, ikke mindst at man i et demokrati ikke er afhængig af egentlig ekspertise, men lader alle komme til orde, hvis de har lyst til at tale. Dette er en tilgang, ingen har, når det kommer til andre valg i livet, har Platon Sokrates sagt: hvis du vil uddanne dig selv eller dine børn, vil du have kompetente lærere; og ønsker du at få bygget et hus, er du mere end velkommen til at vælge fagfolk. Det er dog vigtigt at se, at der ikke er tale om en kritik, der specifikt retter sig mod demokratiet, men mod enhver regering, der ikke prioriterer indsigt og kompetence frem for magt eller behovet for opmærksomhed på vigtige spørgsmål. At demokratiet skal igennem mere end andre styreformer hænger også sammen med, at Athen, Platons hjemby, var et demokrati.
Ayrıca bakınız: Hemmelig kendt dansker vandt – snød panelet uge efter uge – TV 2
.
