Der kan komme mange forskellige forslag til, hvordan et ordsprog skal defineres. Og blandt de mange bud er der ingen konsensus om, hvad der gør et ordsprog til et ordsprog.
Salmisten og forfatteren N.F.S. Grundtvig (1783-1872) skrev i sin afhandling Om Ordsprog, at et ordsprog er “enhver kort, almindelig sætning af flere eller færre dele, som er blevet stemplet i munden på folket for at tjene penge” (Grundtvig 1817).
En lignende – om end noget nyere – definition findes i Den Danske Ordbog, hvor et ordsprog defineres som “et fast sprogligt udtryk, der kort opsummerer en oplevelse eller leveregel, ofte billedligt Form.”
Som du kan se, er disse to definitioner relativt generelle, og hvis du vil gå et skridt videre, kan du sige, at de følgende tre træk udgør eller afgrænser ordsproget som 
- tekstkarakter
- Generaliserende udsagn
- Leksikalisering
Tekstuel karakter
Den første funktion indebærer, at ordsprogene har form af en selvstændig tekst. I modsætning til f.eks. formsprog optræder ordsprog typisk i deres oprindelige form, uden elementer, der er ændret og tilpasset til en bestemt kontekst; B.
Du ved, hvad du har, men ikke, hvad du får
På den anden side kan person, tid og nummer bruges i andre faste termer – f.eks. Idiomer og formsprog – i sætningen tilpasset den konkrete situation, hvor formsproget bruges. Hvis formsproget ændres lidt for at holde det aktuelt, kan det i stedet være:
Du ved, hvad du har, men ikke, hvad du får
Så ordsproget bliver en talemåde. Personen er tilpasset dig af et generaliserende menneske, som kan bruges i en konkret forstand.
Generaliserende udsagn
Et andet kendetegn ved ordsprog er, at de generaliserer for at sige, at ordsproget gælder i princippet altid og under alle omstændigheder, uden at der foretages justeringer i ordsprogets ordlyd, som det f.eks. er tilfældet med idiomer og idiomer (se ovenfor).
Det generaliserende kendetegn ved ordsprog behøver ikke at betyde, at ordsprog nødvendigvis udtrykker evige sandheder. Det generaliserende udsagn indebærer, at det i princippet er muligt at indsætte et “alt” eller “altid” i ethvert ordsprog, hvilket betyder, at det gælder for enhver person i enhver situation. Der er utallige eksempler på to modstridende ordsprog, f.eks.:
Lige børn leger bedst
og
Modsætninger mødes hinanden
De to ordsprog indeholder begge generaliserende udsagn, da “altid” kan indsættes i begge tilfælde. Og selvom man måske ikke kan tale om evige sandheder, kan det enkelte ordsprog udtrykke en form for sand visdom om en konkret ytringssituation.
Leksikalisering
Det tredje konstituerende træk er leksikalisering . Leksikalisering betyder, at et udtryk cirkuleres og gengives som en sproglig enhed (dvs. genbruges) med samme ordlyd blandt sprogbrugere. For at en sproglig fast sætning kan karakteriseres som et ordsprog, skal sætningen derfor være velkendt og brugt af sprogbrugere.
Betingelsen om, at sætningen skal være velkendt og udbredt, således også i Obige Grundtvig -Definition (“hvilket stempel folk sætter på”), og det siger næsten sig selv, at et ordsprog kun er et ordsprog, hvis det er kendt og brugt.
Definition af et Ordsprog
Ud fra de tre konstitutive karakteristika, tekstkarakter, generaliserende udsagn og leksikalisering, definerer vi et ordsprog som følger:
Ordsprog er en sproglig fast sætning, der kan stå som en selvstændig tekst, der udtrykker generaliseringer og gengives. blandt sprogbrugere.
